Foreningen ”Vildbjerg Kulturhus” er oprettet ved stiftende generalforsamling den 3. december 2001.
Formål m.m.:
Foreningens formål er at skabe et alternativt samlingssted med gode rammer for alle aldersgrupper i forbindelse med følgende aktiviteter eller aktiviteter, der kan sidestilles hermed:
• Private og offentlige arrangementer.
• Musikalske aktiviteter.
• Kulturelle aktiviteter.
• Udstillinger, konferencer, møder o.l.
Foreningen har i forbindelse med etablering af den selvejende institution ”Vildbjerg Sports- og Kulturcenter” fået stillet lokaler til rådighed i det nye center.
Lokalerne anvendes i henhold til samarbejdsaftale med ovennævnte institution.
Medlemmer, indtægter m.m.:
Foreninger, institutioner og andre sammenslutninger kan være medlemmer af foreningen.
Private husstande, enkeltpersoner, virksomheder kan optages som støttemedlemmer med stemmeret,
Foreningens årlige indtægter fremkommer ved årlige medlemskontingenter ved udlejning af lokaler og ved afholdelse af arrangementer.
Foreningen kan modtage bidrag i form af tilskud og gaver. Disse skal i videst muligt omfang søges gjort skatte- og afgiftsfrie.
Medlemsforeninger/-grupper kan omkostningsfrit reservere og bruge foreningens lokaler.
Bestyrelsen fastlægger vilkår for medlemmers brug af lokaler og med hensyntagen til samarbejdsaftalen med ”Vildbjerg Sports- og Kulturcenter.
Bestyrelsen kan afvise arrangementer når disse vurderes at være i strid med foreningens formål eller i øvrigt vurderes til at kunne virke anstødende på større kredse, have forretningsmæssig karakter etc.
Reservering af lokaler registreres i det fælles reservationssystem for ”Vildbjerg Sports- og Kulturcenter”.
Reservation kan ske direkte til forannævnte system. Af hensyn til koordination foreningerne imellem anbefales at henvendelse om reservation sker til et udpeget medlem af kulturhusets bestyrelse.
Kulturhusets bestyrelse forbeholder sig ret til at få alle reservationer der vedrører foreningen forelagt til godkendelse.
Muligheder:
For at lokalerne kan stilles til rådighed skal der reserveres som nævnt ovenfor.
I musiklokalet er der mulighed for at enkeltpersoner eller grupper kan øve sig på instrumenter m.m. stillet til rådighed af Kulturhuset.
I andre lokaler er der mulighed for kreativ udfoldelse eks. håndarbejde.
I de to store lokaler er der mulighed for større kulturelle arrangementer, eks. dans, teater m.m. ligesom der her kan afholdes møder, udstillinger m.m. eller grupper, der er medlemmer af foreningen, eks. dagplejere etc., kan få nogle timer her til fælles samvær.
Foreningen ”Vildbjerg Kulturhus” forventer selv at kunne stå som arrangør af møder, udstillinger, koncerter m.m. når økonomien tillader dette.
Medlemmer af foreningen har også mulighed for at bruge andre lokaler i centeret, eks. Multisalen.
I forbindelse med arrangementer kan der købes mad og drikke fra centerets cafeteria, ligesom de enkelte foreninger kan holde fester for medlemmerne eks. årsafslutning m.m.
Man kan til de enkelte aktiviteter medbringe eks. kaffe og brød til eget forbrug.
Lokalerne må anvendes til private fester efter aftale med centret.